Overskrift:

Nysgerrige og engagerede frivillige søges!

Oprettet:
16. august 2023
Kort tekst:

Vi søger nye, frivillige stud.jur. til vores kontor i Valby med ansøgningsfrist d. 4. september.

Lang tekst:

Vi søger jurastuderende, der som minimum har påbegyndt 3. semester. Vi lægger i øvrigt vægt på personlige kompetencer så som empati og forventer, at ansøgere som udgangspunkt har mulighed for at være tilknyttet retshjælpskontoret i 1 år, og kan varetage en fast ugentlig vagt. Der tages selvfølgeligt højde for ferier, eksamensperioder m.v.


Vores retshjælpskontor i Valby, som er åbent for alle, yder gratis retshjælp indenfor en lang række retsområder. Organisationen er en forening, der med støtte fra Civilstyrelsen og Københavns Kommune yder en flergrenet social indsats. Udover vores retshjælpskontor har vi vores dialog- og bisidderordning, som er et gratis tilbud til borgere om at få en bisidder med til mødet hos offentlige myndigheder, herunder Familieretshuset, Jobcenter København m.v. I 2022 modtog vi over 1563 nye henvendelser, hvoraf 85 % af disse stammer fra borgere i udsatte boligområder.


Som frivillig stud.jur. kommer du dermed til at varetage juridisk sagsbehandling inden for hovedsageligt social- og udlændingeretten, samt forvaltningsretten. Vi har sager inden for et stort antal retsområder, og du vil dermed også få et indblik i sager inden for familieret, lejeret og dele af strafferetten m.v. Som frivillig vil du også modtage undervisning i emner af relevans for organisationen, ligesom du også vil indgå i et stærkt socialt fællesskab med fokus på udvikling af dine kompetencer.


Vi ønsker en bred sammensætning af frivillige og opfordrer alle, uanset baggrund, køn, etnicitet, seksuel orientering, karakterer mv. til at sende en ansøgning.


Send ansøgning, CV og gerne karakterudskrift til eml@borgerretshjaelpen.dk senest mandag d. 4. september.

OBS. Der indkaldes løbende til samtaler.

Billede:
Nysgerrige og engagerede frivillige søges!